The Times: Sir Henri Deterding Nekrolog: 6. februar 1939
DEN INTERNATIONALE OLIEINDUSTRI
Sir Henri Deterding, som tilbragte vinteren i sin villa nær Suvretta i St. Moritz, døde pludselig lørdag af angina pectoris, telegraferer vores Genève korrespondent. Hans død har forårsaget stor sorg i St. Moritz, hvor hans generøsitet og venlighed har gjort ham meget populær. Ved hans død mister den internationale olieindustri en af sine mest dominerende skikkelser.
I mange år indtil sin pensionering i slutningen af 1936, var han generaldirektør for Royal Dutch Shell koncernen, en virksomhed, der blomstrede under hans bemærkelsesværdige fremsyn og tekniske evner, og som han byggede op fra en mindre virksomhed til et verdensomspændende selskab.
Som mange andre succesrige industrifolk var Henri Wilhelm August Deterding personen bag firmaets succes. Tilfældigheder førte ham ind i olieindustrien, mens den stadig var i sin vorden, og videnskaben kun lige var begyndt at afsløre de enorme muligheder, der lå forude. Hans hurtige forståelse af tekniske behov og problemer satte ham imidlertid i stand til at se langt ud i fremtiden og lykkes, hvor andre, udstyret med lignende energi og vedholdenhed, let kunne være kommet til kort.
Fra sin tidligste forbindelse med industrien havde han faktisk en enorm og urokkelig tro på oliens fremtid, som blev understøttet af hans geniale organisationstalent og en uudslukkelig arbejdslyst. Hans belønning kom til ham i form af magt, rigdom og succes.
Deterding blev født i Amsterdam i 1866. Det fjerde barn i en familie på fem, der havde deres bagrund i søfartens verden. Hans far, som var søfartsskibsfører, døde, da Deterding var seks år gammel, og på grund af de økonomiske vanskeligheder, som hans familie dengang var i, var hans uddannelse indtil han var 16 år begrænset til den højere borgerskole i Amsterdam.
Da han forlod skolen, trådte han ind i Twentsche Bank, hvor han, selv om hans stilling var ydmyg, hurtigt udviklede den bemærkelsesværdige evne til at håndtere tal, som skulle vise sig at være en af hemmelighederne bag hans succes. Den rutinemæssige og langsomme promovering af en bankkarriere faldt ikke i Deterdings smag, og i jagten på nye muligheder vendte han snart øjnene mod øst. Ved en undersøgelse af kandidater til stillinger i Hollandsk Ostindien lykkedes det ham at opnå førstepladsen og blev kort efter udnævnt som medarbejder til den østlige stab i det nederlandske handelsselskab. Det var først, da han havde tjent nogle år i det firma, at han blev tilknyttet til olieindustrien, der dengang var i pionerfasen.
Den 15. maj 1896, i en alder af 30 år, accepterede Deterding en stilling hos Royal Dutch Oil Company, hvis administrerende direktør på det tidspunkt var hr. J.B.A. Kessler. Succesen kom ikke let, og i de tidlige år af deres samarbejde havde Kessler og hans unge assistent en svær opgave foran sig. Omskifteligheden for en mindre virksomhed, der kæmpede for at gøre det godt, var af en sådan art, at Deterdings ejendommelige kombination af evner kom til deres fulde ret, og meget af æren for at bringe det kongelige hollandske selskab gennem dets indledende vanskeligheder tilhørte med rette ham. Da Kessler døde i marts 1900, var det hans ønske, udtrykt skriftligt kort før hans død, at Deterding skulle udnævnes til at efterfølge ham på posten som administrerende direktør.
Således begyndte en periode i Deterdings karriere, hvor han var bestemt til at skabe en stadigt større udvikling, ikke blot af sine organisationsevner, men også for sine egenskaber af at opnå industrielt statsmandskab, som ikke tidligere havde været påkrævet i nogen særlig grad. Fra første færd indså han, at for at markedsføre sine produkter bedst muligt, skulle virksomheden være etableret på verdensplan med egne terminaler, skibe og depoter. Dette mål søgte han at nå hen ad vejen via aftaler, sammenlægning og som forligsmand.
Prisnedsættelse anså han altid for et farligt middel. Det var således karakteristisk for Deterdings metode, at hans første skridt som administrerende direktør var at opnå en forståelse med sine fire lokale hollandske konkurrenter. Det blev tre år senere efterfulgt med dannelsen af en storstilet distibutionsvirksomhed under navnet Asiatic Petroleum Limited i samarbejde med Sir Marcus Samuel og senere den første Lord Bearsted, grundlæggeren af Shell Transport and Trading Company.
Men Deterding var ikke tilfreds med disse præstationer. Han var allerede i gang med at modne idéen om én enkelt sælgende organisation, der omfattede alle de førende olieproducenter, og han viede derefter sig selv til realiseringen af dette projekt, opmuntret af den enorme ekspansion, som olieindustrien undergik i alle dele af verden. Gradvist, og i høj grad under hans inspiration, nærmede de ledende grupper sig hinanden, indtil Deterding endelig havde den tilfredsstillelse at se sine egne virksomheder arbejde sammen med den britiske Shell-koncern og visse franske interesser i én omfattende række af ejerskaber, drift og salg virksomheder, med en samlet kapital i nærheden af £21.000.000 sterling. Fuldstændig succes fik han dog ikke, for hverken dengang eller mange år senere ville American Standard Oil indgå en aftale om at regulere salgspriser.
Fra tid til anden er der blevet gjort forsøg på at lade Deterding fremstå som en spiller med en indflydelsesrig og lidt mystisk rolle på den internationale politiske scene, og at kreditere ham for ambitioner, der ligger langt uden for rammerne af hans forretningsinteresser. Ingen vil benægte at han havde et internationalt udsyn, men det kan udelukkes, at hans karriere havde ethvert andet formål end at gøre hans virksomhed til den mest komplette og effektive af sin art i verden.
Den vigtige rolle, som hans kompagnier spillede under krigen, fik Lord Curzon til at sige om ham, at "han hjalp med at svæve de allierede til sejr på et hav af olie." På grund af sin fremadskridende alder trak Deterding sig fra stillingen som generaldirektør for Royal Dutch Shell-gruppen i slutningen af 1936 og blev i stedet udnævnt til medlem af direktørgruppen.
I de sidste par år tilbragte han meget af sin tid i Tyskland, hvor han viste sympati for den tyske regerings holdning til kommunisterne, hvis hovedformål, skrev han, var at tillade så lidt samarbejde mellem nationerne som muligt "for kun da vil deres destruktive principper lykkes." Han tiltrak sig en vis opmærksomhed med en ordning om at markedsføre hele overskuddet af hollandsk landbrugsproduktion til Tyskland og give det til Winterhilfswerk. ("Winterhillfwerk" var en årlig donationsdrift for at hjælpe med at finansiere velgørenhedsarbejde. Som en nødforanstaltning til støtte for mennesker under den store depression, blev den en vigtig kilde til finansiering af aktiviteterne i NSV og en vigtig del af Tysklands velfærdsstat. Selvom hans første donation menes at have beløbet sig til mere end £1.000.000, så ordningen ud til at have mødt en temmelig blandet modtagelse fra de tyske myndigheder, og der er ikke siden hørt meget om det.)
I hans hus i Ascot havde Deterding mange værdifulde billeder, og han gav en del til sit hjemland Holland. Hans første gave, til Rijks Museum i Amsterdam, var det berømte billede af Vermeer fra Delft kaldet "Den lille gade." Dets værdi er blevet vurderet til 1.000.000 gylden, og han skulle have betalt 60.000 gylden for det, med det udtrykkelige formål at præsentere det for den hollandske nation. I anledning af sin 70-års fødselsdag i 1936 gav han en stor del af sin samling til forskellige hollandske museer på samme tid. Disse omfattede 20 billeder af forskellige skoler, som han gav til Rijks Museum, sammen med en række tegninger og raderinger. Blandt dem var et aftenlandskab af Aert van der Meer og "Fiskemarkedet" af Adriaen van Ostade. Til Mauritshuis i Haag gav han Jan Steens " Kvinde spiser østers" eller "Pigen med østers", som tidligere tilhørte Six Collection, og et stort havlandskab af Jan van de Capelle. Til Rotterdam Museum Boymans gav han et billede af David Teniers den Yngre, kaldet " Village Feast, " og en anden af Gerard Dou kaldet " Toilet. " Resten af samlingen overførte han til sin nye bolig i Doblitz i Mecklenburg, hvor han havde boet de seneste år, og hvor hans begravelse vil finde sted. Deterding blev tildelt en æres-K.B.E. i 1920 og blev kendt som Sir Henri Deterding, selvom udlændinge, der bliver gjort til æresriddere af britiske ordener, sjældent bruger "Sir." Han var forfatteren til "An International Oilman", udgivet i 1934.